mandag den 31. december 2012

Give away i anledning af det nye år.

Tænk der næsten allerede er gået et helt år og vi om lidt er i år 2013.
Der er sket så mange ting i det forgående år, både af gode og mindre gode ting. Men sådan er det jo nok for de fleste år ;)

2012 var året, hvor min fantastiske kæreste friede til mig juleaften, og drømmen om bryllup med ham kom tættere på.

Det var også året, hvor min første ferie med kæresten blev afholdt i Thailand fyldt med luksus og forkælelse. Denne tur vil altid have en speciel betydning for mig.

Det var også året, hvor jeg fik øjnene op for garn :) Jeg blev dybt afhængig af hækling, og sidst på året kom interessen for strikning også til.

2012 var også året, hvor jeg begyndte at blogge, og hvilken glæde/glæder det har ført med sig :) Jeg vil slet ikke være foruden dette skønne univers.

Det var også året, hvor vi deltog i et skønt bryllup.

2012 har også været et år med skuffelser, og her tænker jeg på de gentagende negative fertilitetsforsøg, der er gennemgået gennem året.

Men jeg vælger, at fokusere på alle de skønne oplevelser. Oplevelser jeg ikke ville have været foruden.

Hvilke oplevelser år 2013 kommer til, at indeholde er heldigvis en hemmelighed for os alle.
Jeg ønsker alle et fantastisk nytår og glæder mig til, at dele mit år 2013 sammen med jer.

Og i anledningen af det nye års begyndelse, har jeg valgt at lave en lille give away for mine faste læsere.
 
  Vinderen er fundet.

Det eneste det kræver er, at du skal være fast læser på bloggen, og være bosiddende i Danmark.

Fast læser + kommentar på dette indlæg= 1 lod/deltagelse.
-Skriv gerne din mail adresse i kommentaren-

Jeg trækker lod om Pingvin ranglen, torsdag d. 31.1.2013 kl. 21.00.

Rigtig godt nytår :)


lørdag den 29. december 2012

Strikket baby cardigan #1 *Farmorfabrikkens strikkeklub*

Jeg strikker og strikker og strikker, og piller også en del op.... :)

Jeg var igår nået et godt stykke op ad rygstykket, men synes at arbejdet blev for ujævn - jeg er utrolig kritisk-  så det er meste blev pillet op igen.

Jeg er nu mere tilfreds, men tror ikke helt strikkefastheden holder med det anbefalet. Men håber lidt/krydser fingre for, at det ikke betyder så meget når det ikke er til nogen bestemt jeg laver den til, så bliver den lidt mindre så pynt...
Men en ting jeg ikke kan forstå er, hvorfor mine første to samt de sidste to masker skal være så store og grimme, at se på. Jeg kan simpelthen ikke stramme dem nok og jeg ved ikke, hvad jeg gør galt.

Er det noget der ændres i takt med erfaringen, eller gør jeg noget forkert?





torsdag den 27. december 2012

Projekt *strikket cardigan*

Så er freden ved at have lagt sig, og hverdagen er så småt begyndt igen..... for nogen. Jeg nyder stadig ferien, og skal først tilbage på jobbet igen d. 3.1.2013.

Det betyder ekstra meget tid til diverse krea-projekter. Jeg er så småt begyndt på dette strikkeprojekt.

Jeg brugte rigtig lang tid på, at lave strikkeprøven for jeg strikker åbentbart ret stramt. Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg måtte lave det om før det passede.

Men nu er jeg igang og jeg er ret spændt på, om jeg overhovedet kan finde ud af det... Jeg tror det indtil videre går okay, selvom jeg ikke helt ved om min rib er strikket for løst - Jeg synes den bøjer lidt udad, når jeg holder stykket op-

Farmorfabrikkens strikkeklub

Er der nogen af jer der har tilmeldt jer farmorfabrikkens strikkeklub?

tirsdag den 25. december 2012

Min bedste juleaften *nogensinde*

JEG SKAL GIFTES!!!!!

Jeg har haft den bedste juleaften nogensinde. Kasper - min kæreste - valgte denne dejlige højtidsdag, som dagen hvor han friede til mig.
Det var helt perfekt og super romantisk. Jeg kunne ikke ønske mig det på nogen anden måde. Han var så sød ;)

Jeg er stadig helt høj af glæde, og føler mig som den lykkeligste kvinde i hele verden ;)

Og så fik jeg, efter min mening, den flotteste ring helt enkelt med en masse små sten. Men al for stor, så den skal lige en tur forbi guldsmeden, inden jeg kan få lov til at gå med den.

Jeg kan næsten ikke vente, til de åbner igen efter jul ;)



søndag den 23. december 2012

4. advent

Jeg forstår slet ikke, hvor tiden er blevet af i denne december-mdr. ??

Jeg synes der er så meget jeg slet ikke nåede, at få gjort... Men min mors adventsgaver har jeg da styr på :)

Denne søndag skal min mor have sig et par nye grydelapper ala. dem jeg tidligere har lavet.
Jeg er selv helt vild med dem, så håber de falder i god jord.

Opskriften kan findes her/se evt. min tidligere udgave her.

Garnet er fra Søstrene Grenes

Min billede kvalitet er ikke den bedste, så synes ikke farvene er helt som i virkeligheden...


Jeg håber, at alle mine læsere får en skøn jul med masser af julehygge ;)
Glædelig jul...

lørdag den 22. december 2012

Langt fra alle projekter ender med et brugbart resultat

Jeg faldt med det samme for denne hue i Sidsel Sangilds hæfte 3d hækling.
Jeg havde også garnet på lager - noget lækkert Mayflower Easy Care Big, merinonuld fra Yarnfreak -  der kunne bruges til den.

Beklager billedernes kvalitet.
 
























Jeg startede forfra flere gange undervejs i forløbet, fordi jeg var i tvivl om størrelsen. Og nogen gange skal man bare stole på sin første indskydelse, fordi da den var færdig. Kunne jeg ret hurtig se, at den er al for lille.

Grunden ligger måske i, at jeg hækler meget stramt og opskriften er hæklet meget løst.
Det eneste jeg har lært af det er, at lave en hækleprøve inden start som beskrevet...

























Men øv, hvor er det surt....

Jeg håber, at min søster har et mindre hovede end jeg. Ellers bliver det bare et af de projekter, der ikke lige bliver som ønsket, og derfor gemmes langt væk i hukommelsen - skabet. Så der kan blive plads til nye, og helt sikkert mere brugbare....
 
Jeg kunne også pille det hele op igen, men det orker jeg ikke lige nu.... ;)

fredag den 21. december 2012

Blogbredden?

Kender i det?  - og vil i hjælpe mig?

Efter at jeg har justeret bredden på min blog til, at være 960 pixel og den lille 260 pixel, så kan jeg ikke bruge den største udgave af billederne. Gør jeg det vises de hen over det, der står ude i højre side af bloggen.

Jeg har i lang tid bare levet med udgaven 'stor' til mine billeder, men synes ikke det står så pænt på bloggen..

Jeg synes godt nok det er mærkeligt, hvad har i indstillet jeres blogsbredde på?


onsdag den 19. december 2012

Farmorfabrikkens strikkeklub

Mandag aften modtog jeg den først opskrift på mail fra Farmorfabrikkens stikkeklub.

Det er opskriften på denne skønne trøje, vi skal/kan strikke.

opskrift hættetrøje, babyhættetrøje, gratis strikkeopskrift, gratis strikkeopskrifter, DIY, strikkeblog, kreablog, gratis babyopskrifter, gratis strikkeopskrifter til baby
Billede lånt fra Farmorfabrikken.
Jeg glæder mig rigtig meget til, at kaste mig ud i den. Men jeg er samtlige også rigtig spændt på, om jeg kan finde ud af det - Er jo stadig meget grøn indenfor strikning - Men det må jo komme an på en prøve.... Jeg er i hvertfald klar til, at tage udfordringen op.

Nu skal jeg bare lige have indkøbt garn til det, så jeg kan komme igang :)


tirsdag den 18. december 2012

Hæklet julekugle med ræv

Da jeg sad og lavede de ophæng, jeg skulle bruges til mit gæsteblog indlæg hos Marie. Fik jeg en idé til en hæklet julekugle.
Den vil jeg da lige dele med jer.
  
DIY Julekugle med motiv:

HUSK, at fylde fyld i kuglen inden den lukkes af. Der udover skal du huske, at trække den snor du vælger at bruge, igennem den hæklede kugle inden den lukkes af.

Nål#3 Brug den nål, der passer til dit garn.
Størrelsen vil varigere alt efter størrelsen på nålen

Start med en magisk ring med 6 fm.

1.omg. 2fm i hver m (12)
2.omg. 2fm, 1 fm i næste m (18)
3.omg. 2fm, 1 fm i de næste 2 masker (24)
4.omg. 1fm i hver maske (24)
5.omg. 2fm, 1 fm i de næste 4 m (30)
6.omg. 2fm, 1 fm i de næste 5 m (36)
7.omg. 2fm, 1 fm i de næste 6 m (42)

Det er på omgang 7, at du begynder på motivet. Start med den nederste del af motivet.
Hvor du vælger, at placerer dit motiv er ikke så vigtigt. Men prøv at undgå, at ligge det ovenpå en udtagning.

 
Det er vigtigt, at der laves et skarpt farveskifte, og her kan du bruge denne vejledning.
 
8-15.omg. 1fm i hver maske (42) På disse omgange går du videre med motivet efter tegningen.
Motivet skulle gerne være afsluttet på omg. 15.

16. omg. Hækl to masker sammen, 1 fm i de næste 6 m (36)
17. omg. Hækl to masker sammen, 1 fm i de næste 5 m (30)
18. omg. Hækl to masker sammen, 1 fm i de næste 4 m (24)
19. omg. Hækl to masker sammen, 1 fm i de næste 3 m (18)
20. omg. Hækl to masker sammen, 1 fm i de næste 2 m (12)
21. omg. Hækl to masker sammen hele vejen rundt (6)

 Sy hullet sammen med tråden og hæft ende.
 
Jeg valgte, at sy perler på næsen og øjnene. Og brugte broderigarn til, at lave knurhår.


Glædelig jul....


Så kom posten lige forbi..

Igår morges ringede det på døren og der stod postmanden, med en pakke til mig.
I den lå dette skønne sengesæt med Rasmus Klump, og oveni og helt uventet lå der også disse søde hjertestempler.
Alt sammen kommer fra Christina med bloggen Carla og krudtuglen, hvis give away jeg var heldig at vinde :)

mandag den 17. december 2012

Gæsteblogger

Tænk engang... Jeg har fået æren af, at være gæsteblogger hos Marie, der har bloggen Maries Fabrik.
Det er min debut som gæsteblogger, og selvom det er skræmmende at alle Maries læsere skal se/vurdere mit indlæg hos hende, var jeg ikke et sekund i tvivl om, at det ville jeg vildt gerne.

Marie har en skøn blog med bl.a. nogle rigtig fine puder med dyreprint, men tjek den selv ud :)

Mit indlæg hos hende handler om, julepynt med kork.

søndag den 16. december 2012

At strikke..

Jeg viste igår mit første strikke-projekt frem her på bloggen, men jeg er som sagt NYBEGYNDER indenfor strik. Men ville rigtig gerne kunne en hel masse mere.. Jeg har derfor tilmeldt mig et strikke kursus hos Stine Hoelgaard Johansen ..... og selvom det først er til feb. så glæder jeg mig allerede ;)

Du kan læse om hendes strikke kursus HER.

Udover det, har jeg for et stykke tid siden tilmeldt mig Farmorfabrikkens Strikkeklub og venter spændt på, den rigtig skal begynde.
Jeg er sikker på, at der venter mig rigtig mange strikke projekter/udfordringer i det nye år.

Måske Farmorfabrikkens strikkeklub også var noget for dig?

3. advent

Jeg synes tiden går en smule for hurtig, og december mdr. flyver afsted. Jeg fik igår klaret de fleste af julegaverne, fordi det gik op for mig, at det meget snart er den 24. dec.

Men min mor skal selvfølgelig ikke snydes for den 3. adventsgave, bare fordi jeg synes det hele går lidt for stærkt. ;) 

Jeg har valgt, at lave denne kurv i zpagetti, som min mors 3. adventsgave.
Jeg har sat et par perler på en lædersnor, som lidt pynt til kurven. 


 
Jeg har egentlig også planer om, at lave en til mig selv. Jeg synes den har en god største til ens igang værende projekter.

lørdag den 15. december 2012

Resultatet af mit første strikke projekt

Så blev den færdig.... Jeg er lidt stolt over, at det lykkes. På trods af, at jeg måtte trævle det hele op da jeg var nået over halvdelen, fordi jeg havde set forkert i opskriften, men pyt..

Nu ligger den her, og er hel færdig.





Jeg synes egentlig ikke den var så svær, at gå til, men jeg ville ikke være foruden dropsdesigns instruktionsvideoer, de har hjulpet mig mange gange gennem opskriften.

Knapperne er fra Betty P´s Shop, og jeg synes de passer perfekt til blusen. De giver den lige det sidste løft :)

Jeg har fundet opskriften HER og der er en rigtig god beskrivelse af, hvordan den skal gribes an.

Den størrelse jeg har lavet er 0-3mdr. Jeg tror faktisk kun, at jeg har brugt en nøgle garn, men købte to.
Så der kan laves en mere ;)



Garnet jeg har brugt er: SandnesGarn/baby lanett/100% merino uld.
Det er købt hos Spindrokken i Næstved.

Det er i hvertfald ikke sidste gang, at jeg kaster mig over denne opskrift eller strikning generelt ;)

Blusen er til min venindes kommende datter, håber hun bliver glad for den..





torsdag den 13. december 2012

Keramik når det er bedst ;)

Jeg elsker keramik og nu er jeg vist blevet forelsket...
i Lærke Langballes produkter...
 
Jeg er ikke hel sikker på, hvilket et af hendes produkter jeg skal anskaffe mig først, for der er rigtig mange flotte ting i skønne farver..
 
Er personlig helt vild med de aflange fade med dyr eller de sjove vaser med deller, som man også kan se flere af inde på hendes hjemmeside.

Jeg har lånt billede fra hendes hjemmeside, HER



Jeg har vist fundet mig et ønske til jul ;)




tirsdag den 11. december 2012

Ønsker til jul?

Jeg sidder og kæmper med, at lave en ønskeliste til min kæreste.. Jeg ved bare slet ikke, hvad jeg skal ønske mig af ham i år?
Det plejer aldrig, at være noget problem for mig, da jeg altid har tusindvis af ønsker, men i år er det rigtig svært....

Nogen forslag?

søndag den 9. december 2012

2. advent

Så blev det allerede 2. advent. Jeg synes december flyver afsted...Gaven til min mor består idag af er de ophæng jeg tidligere har vist her på bloggen. Der udover får min mor denne hæklenål fra Yarnfreak, den er spids så den kan hækle igennem stof m.m. Jeg ved min mor gerne ville have sådan en, så håber den bringer glæde ;)

 
Da jeg havde pakket gaverne ind, synes jeg lidt der manglede noget, så derfor valgte jeg også, at hun skulle have disse doily´s som kan bruges på julebordet under skåle m.m. eller bare som pynt.
 
Jeg har bl.a. set denne måde, at bruge broderi og hækling sammen HER

fredag den 7. december 2012

Sikke et arbejde ;)

Som jeg skrev igår har Marie lavet en vejledning til, hvordan man kan lave en header til sin blog. Idag besluttede jeg, at prøve det af og kastede mig ud i en ny og forhåbentlig forbedret udgave af min egen header. Jeg er ikke hel tilfreds endnu, men det er da en start. Jeg kunne godt tænke mig, at billederne var lidt større, men det kan jeg ikke helt finde ud af.

I samme forbindelse lavede jeg nogle andre ændringer bl.a. en justering af bredden på bloggen. Det havde desværre ret mange konsekvenser.
Det betød, at jeg måtte gennemgå alle mine gamle indlæg for, at ændre billedstørrelsen, da det ellers så vildt grimt ud ;)
Jeg burde også have flyttet lidt rundt på teksten, men synes ikke lige tiden var til det, så det må jeg overleve lidt endnu...



torsdag den 6. december 2012

Måske en løsning for dig?

Jeg tror, at vi alle har været igennem det, og måske sidder du lige nu og kæmper med det....

Jeg har i hvertfald personligt selv været frustreret rigtig mange gange over det, og er egentlig aldrig blevet hel tilfreds. Meeeeen nu kan det måske lykkes.
Du sidder måske nu og tænker, hvad mener hun dog? Jeg skriver om, det at lave en header til sin blog, som man selv er tilfreds med ;)

Jeg blev lykkelig da jeg læste dette blog indlæg på Maries blog. Hun har siddet og brugt tid på, at lave en meget enkel og nem vejledning til, hvordan man kan lave en header til bloggen med meget få virkemidler.
Hun har brugt Picasa som billederedigerings program, og det kan hentes gratis på nettet.
Jeg har her til aften siddet og leget lidt med det. Jeg er ikke så skarp til det, med computerprogrammer, men indtil videre har været okay, at finde ud af. Så der skal da helt klart arbejdes på en ny header til bloggen.

Så hvis du selv sidder og kæmper med det, så tjek hendes blog ud.

Jubiii

Hold da op, hvor føler jeg mig heldig her til morgen..

Jeg har nemlig lige fundet ud af, at jeg har vundet denne GIVE AWAY

Og så er det den allerførste give away, jeg nogensinde har vundet :)


tirsdag den 4. december 2012

Hæklede juletræer

Jeg synes lige, at jeg ville dele dette blog indlæg med jer.

Billedet lånt herfra
Jeg synes det er nogle rigtig skønne juletræer, og jeg har da selv en idé om, at opskriften skal prøves af på et tidspunkt ;)

Måske er det noget for nogen af jer?

Glædelig 4. december

mandag den 3. december 2012

Opskrift på små hæklede juletræer

Jeg er rigtig vild med disse små juletræ og jeg skal helt sikkert også have lavet nogle til mig selv. Hvis bare der var flere timer i døgnet.
Jeg har brugt en nål#3 - Opskriften fundet i et krea-magasin, hjemme hos min mor ;)

Start med at lave 5 lm, der samles i en ring med en 1 km.
1. omg. Hækl 3lm, 3stgm, 3lm, 4stgm, 3lm, 4stgm, 3lm rundt i ringen og saml tilsidst omgangen med 1km i 3 lm fra omgangens begyndelse.

2. omg. Hækl 4 km, så omg. starter i lm-buen. Hækl 3lm, 3stgm, 3lm og 4stgm om lm-buen. *Hækl 1lm og i næste lm-bue hækles 4stgm, 3lm og 4stgm* Gentages omgangen rundt. Saml omgangen med 1lm og 1km i 3 lm fra begyndelsen.

3. omg. Hækl 4km, så omg. starter i lm-buen. Hækl 3lm, 3stgm, 4lm og 4 stgm om første lm-bue. *Hækl 1fm i mellemrummet efter de to næste stgm fra sidste omg. Hækl 4stgm, 4lm og 4stgm i næste lm-bue* gentages omgangen ud. Tilsidst samles omg. med 1km i 3lm fra sidste omg.
Nu laves foden på træet: vend arbejdet og hækl 2 km, så der startes i den 4 stgm fra forrige omg. Hækl 3lm og 1 stgm i de næste 3 masker.

Bryd garnet og hæft ende.

Jeg har valgt, at sætte en lille perle i toppen på nogen af mine små juletræer, men det behøver man ikke...

Skriv, hvis der er noget der ikke giver mening..

søndag den 2. december 2012

Advent...

Glædelig 1. advent, her har det været en skøn dag.

Den er blevet brugt på lidt shopping i centret med en veninde, samt indkøb af juletræ og diverse lyskæder, så nu kan der rigtig december-hygges... med lidt forberedelser til jobbet imorgen. Og så har der selvfølgelig været lys i den hjemmelavet adventskrans.

 -Tænder i alle lysene eller kun et af dem?

Og så fik jeg jo også en adventsgave. Det var dette hæfte fra Sidsel Sangild. Jeg glæder mig til, at lave nogle af alle de fine ting fra det.



1.advent

Min mors første adventsgave, består af disse små hæklet juletræer som kan bruges til julepynt på eksempelvis en troldegren.
Og af disse ophæng som jeg tidligere har vist.

lørdag den 1. december 2012

En dag bagud?

Kender i det, at man til tider føler sig en dag bagud?

- Sådan har jeg det for tiden, jeg har så mange ting jeg gerne vil have klaret, men synes ikke tiden rækker til opgavernes omfang. Det er så frusterende og jeg har idag tænkt RIGTIG meget over det, og må vist heller finde frem til kilden, til denne følelse....

Jeg havde idag en masse planer og jeg har kun nået halvdelen, så tingene bliver skubbet frem til den kommende dag, hvor man også har planer...Arghhhh

Jeg håber, at jeg får styr på det inden længe, så jeg kan december- hygge.
Jeg fik dog færdiggjort min adventskrans her til aften. Jeg har aldrig før lavet en, så det var også lidt af en prøvelse, men det lykkes da sidst. Jeg ligger et billede op imorgen, hvor jeg også glæder mig til min adventsgave...

Glædelig 1. december

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...