onsdag den 13. februar 2013

Projekt strikket cape med bladmønster

Jeg købte på Håndarbejdsmessen garn til, at lave en poncho. Jeg var sikker på, at det ville være en stor udfordring, at få den lavet. Da jeg jo stadig er ret grøn inden for strikke-verdenen.
Jeg måtte da også pille op et par gange, men derfra gik det som på skinner og nu ligger den her og er færdig til brug :)


Det er første gang jeg strikker med rundpind mine nye KnitPro pinde.... Og det var faktisk nemmere end jeg havde forestillet mig.

Jeg har brugt lidt under 300 g garn og den passer. Jeg var nemlig bange for, at den ville blive for lille. Jeg strikker ret stramt.

Opskriften har jeg fundet i bogen: Strik.... ponchoer capes tørklæder sjaler. Der ofte kan købes i større supermarkeder til ca. 75 kr.



søndag den 10. februar 2013

Den færdige uro :)

Her i onsdags fik jeg af vide, hvilket køn min venindes kommende barn bliver og det gjorde det en hel del nemmere, at færdiggøre uroen. 

Jeg har købt stangen til uroen hos LirumlarumLeg og synes den er ret fin.
Jeg har tilføjet lidt plastperler fra Søstrene Grenes.


Jeg havde oprindelig den tanke, at der skulle hækles 5 forskellige dyr, men synes ikke rigtig, at jeg kunne blive enig med mig selv om, hvilket dyr der passede til de andre. Jeg fandt derfor en anden løsning... Det blev til den syet stjerne, der hænger i midten af uroen. Stoffet er Tilda-stof.


Jeg er selv ret godt tilfreds med resultatet og jeg glæder mig til, at skulle give den til min veninde. Jeg håber, at hun bliver glad for den.


 
Den er ikke hel nem, at tage billeder af, så jeg håber i kan få et indtryk af, hvordan den ser ud....


Dyrene er fra Maja Hansens bøger om hæklet dyr...



lørdag den 9. februar 2013

HÆTTEN #3 *Farmorfabrikkens strikkeklub*

Så blev jeg også færdig med hætten efter et par forsøg med, at strikke vendinger, det er måske ikke så svært, når man først får det lært ;)

Jeg havde godt nok selv tænkt, at den virkede meget lang, men slog det væk da jeg jo er meget ny indenfor denne strikke-verden, så hvad ved jeg... Men kunne i dag læse, at det ER en fejl, at den er så lang :( Øv, Øv, Øv siger jeg bare.
Det betyder....  at der skal pilles op igen, igen... 

Billede kvaliteten er ikke den bedste i tusmørket :)

Jeg har dog valgt, at lade være med at pille noget op til den nye vejledning kommer fra Mette. Der udover har jeg besluttet, at jeg venter lidt med at gå videre efter vejledningen, hvis der også skulle komme ændringer til monteringen af hætten. 
Jeg er nemlig ikke hel vild med, at pille mit arbejde op ;)



onsdag den 6. februar 2013

Lidt af hvert..

Jeg er nu i gang med min tredje fri-dag og hvor tiden bare flyver afsted... Jeg havde så mange planer og nogen er blevet ført ud i livet, mens andre er blevet ved tankerne :)

Jeg har fået klaret en masse kedelige ting såsom oprydning i diverse garn- rester. Det er en skøn følelse, når det er gjort.

Der udover er jeg gået i gang med hætten til den strikkede baby cardigan som jeg strikker i forbindelse med Farmorfabrikkens strikkeklub. Nu glæder jeg mig også lidt til jeg er færdig med den, så jeg kan gå i gang med noget andet ;)

Jeg havde nogle hæklede lapper liggende fra et projekt, der aldrig er blevet til noget. Jeg gad ikke at pille dem op, og ville heller ikke bare smide dem ud. Så de er nu brugt til et lille tæppe til et dukkebarn, mon ikke der er en af veninders små piger, der kan bruge det til deres dukke?? 
Det tror jeg...


Jeg havde ellers besluttet mig for, at jeg ikke skulle gå i gang med flere projekter af gangen, men kan åbentbart ikke lade være ;) Jeg er derfor gået lidt i gang med, at strikke et par strømper til manden. Garnet er det jeg købte hos Fox & Jane på messen i weekenden, de skal nok blive rigtig lækre... når de engang bliver færdige.

søndag den 3. februar 2013

Endnu en skøn krea-dag er ved sin afslutning..

Jeg har i dag været på strikke kursus i diagrammer, snoninger og hulmønstre og det var rigtig godt.
Det blev afholdt af Stine Hoelgaard Johansen og hun var rigtig god til at forklare, samt give sig tid til at uddybe, hvis man ikke forstod. 

Jeg var afsted med en af mine arbejdskollegaer og vi blev enige om, at det ikke var sidste gang, at det skulle ske. Så håber på nye og spændende workshops fra Stine.

Jeg havde aldrig før strikket snoninger eller hulmønstre. Diagrammer har jeg haft kigget på, men også opgivet dem lidt igen. Men efter i dag sidder jeg med følelsen af, at det ikke er umuligt at strikke en snoning eller strikke en opskrift med hulmønster. Jeg har derfor fået rigtig meget ud af min dag i København.

Jeg har et par fri-dage de kommende dage, og de skal HELT sikkert bruges på at strikke ;)


Billedet lånt herfra

Hvad har I lavet i denne weekend af kreative sysler?

lørdag den 2. februar 2013

*Håndarbejdsmessen i Rødovre*

Hjemvendt efter besøg på håndarbejdsmessen i Rødovre.... og jeg kan kun sige, at jeg var godt tilfreds med udvalget. Der var RIGTIG meget garn rundt om på de fine stande, men er man ikke til garn, men hvem er ikke det?, så var udvalget ikke så stort ;)

Jeg kom hjem med lidt af hvert. Jeg havde heldigvis lavet en lille liste hjemmefra, med hvad jeg ønskede at kigge efter. Det viste sig at være en rigtig god idé, da der var så meget lækkert garn alle steder og man ville jo have det hele ;)

Jeg synes, at der bag langt de fleste stande stod skønne hjælpsomme mennesker med et smil på læben, klar til at vejlede og hygge-snakke med en. Det er jo skøøøøønt, da jeg nogen gange synes at de lokale garn-butikker kan virke en anelse ligeglad med en. Derfor handler jeg også tit mit garn på nettet, rigtig ofte hos Yarnfreak. Efter denne messe kan jeg nemt skrive Uldstedet, Fox og Jane, Tante Grøn og Garn-iture på listen over steder jeg ønsker, at handle fremover.

Alt det jeg fik købt på messen:


Jeg fandt noget lækkert strømpe garn hos Fox og Jane, der skal bruges til et sæt strømper til kæresten. 
Deres stand havde rigtig mange skønne ting til øjet og hænderne. Det var både ting, der var hæklet og strikket og i meget forskellige materialer. Så helt sikkert et kig værd :) -Og meget hjælpsomme mennesker bag standen.
Jeg fandt også en strikkebog fyldt med skønne opskrifter. 
Garnet kostede 32 kr. pr. stk. og bogen kostede 115 kr.

Et køb jeg er RIGTIG glad for, er dette KnitPro sæt med rundpinde. Jeg kan ikke huske, hvad standen hed, men fik en rigtig god betjening. Jeg havde ellers en idé om, at de KnitPro ikke var noget for mig, men da jeg fik dem i hænderne måtte jeg eje dem. :)
Jeg fik dette sæt med pindene 3,5 - 4 - 4,5 - 5 - 5,5 - 6-  -7 - 8-, og wire á 60, 80, 100 og 120 cm, så kan jeg vist også klare mig lidt. Prisen var 625 kr.


Jeg købte disse 4 nøgler garn hos Tante grøn og de havde også en virkelig lækker stand, med en masse skønne ting for øjet og hænderne.
Jeg har endnu ikke en helt konkret plan med disse nøgler af uld, men de er helt fantastiske at have i hænderne.
Der var -10% på alt deres garn og disse nøgler lå til 32 kr. pr. stk.


Jeg kan desværre ikke huske, hvad den stand hed, hvor jeg købte dette garn. 
Det er vildt lækkert og jeg skal bruge det til, at strikke en poncho.
Jeg købte 5 nøgler á 100g for i alt 200 kr.


Jeg købte to små stof pakker fra Garn-iture. De havde en rigtig skøn stand med rigtig mange flotte ting. Jeg sugede en masse inspiration til mig bl.a. var jeg vild med et patchworktæppe, hvor der var noget broderi på - Og de var rigtig flinke, at snakke med ;) Prisen var i alt 56 kr.


Navnet på den stand, hvor jeg købte disse to nøgler Kauni er desværre heller ikke lige i min hukommelse, men der var et ret stort udvalg.
Disse nøgler skal bruges som en del af et hæklet tæppe, jeg er i gang med- et evighedsprojekt ;) De kostede 60 kr pr. stk.


Sidst men ikke mindst, fik jeg købt en nøgle mere til min strikket baby cardigan fra farmorfabrikkens strikkeklub.
Kan kun anbefale Uldstedet, jeg fik en rigtig god vejledning, samt en hyggelig lille snak og hun vidste med det samme, at det drejede sig om Strikkeklubben- super hyggeligt ;)

Alt i alt en skøn lørdag fyldt med kreativitet og hygge :)


Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...